Cookieregler

Reumert-salon: Klassikerdebat med bare tæer i sandet

Klassikersalonen i Skuespilhuset havde et eneste formål: Vi skulle hele ind i klassikeren og det kom vi, og det skyldtes at panelet var højkompetent og veloplagt. 

 Af Jes Stein Pedersen, litteraturredaktør, Politiken

På den ene stol, opstillet i grønt sand på en lille scene tæt ved baren i Skuespilhuset, sad instruktør Katrine Wiedemann med bare tæer og en entusiasme, som måske var næret af, at hun er Reumert-nomineret for Shakespeares Et vintereventyr på Republique. Tilmed i hele to kategorier: Årets Forestilling og Årets Instruktør for samme. På den anden stol sad, ligeledes barfodet, scenograf Ida Grarup, som er nomineret i kategorien Årets Scenedesign for Erasmus Montanus af Holberg på Aarhus Teater. I midten, på den tredje stol i det grønne sand og med sko på, sad rektor for Den Danske Scenekunstskole, Ph.D. og dramaturg – og medlem af Reumert-juryen – Mads Thygesen.

Og så var der mig, ordstyreren (og referenten), og når klassikeren overhovedet var på dagsordenen, er det selvfølgelig fordi et væld af klassikere er gået over de danske scener de seneste sæsoner: Shakespeares Helligtrekongersaften, Romeo og Julie, Hamlet, Et vintereventyrØdipus & Antigone af Sofokles, Ovids Metamorfoser, Holbergs Erasmus Montanus, Jeppe på Bjerget.

Mit første spørgsmål var derfor kort og godt: Hvad vi skal med alle de klassikere?
Katrine Wiedemann var ikke i tvivl: "Vi skal forstå os selv og vores egen tid bedre. Klassikerne er netop klassiske fordi de taler til os stadigvæk."

Når hun arbejder med de største tekster i kulturhistorien er det fordi, hun elsker det, fordi hun bliver udfordret, også eksistentielt, af den dybde, der er i teksterne. For Wiedemann er der både en teaterfaglig udfordring, men også selve den personlige berigelse. Wiedemann mener, det er decideret antidepressivt for hende at arbejde med klassikerne. De vokser ind i hende, hun lever med teksterne og bruger dem til at forstå sig selv med.

Ida Grarup lagde vægten i lidt højere grad på den anfægtelse, også rent politisk, som man kan befrugte arbejdet med klassikerne med.

For hende er Erasmus Montanus en klassiker, ”fordi Holberg har skrevet en fortælling, hvor man har svært ved at placere sin sympati og, at man som publikum veksler mellem at holde med Erasmus og fryde sig når han bliver trynet af degnen.” For Ida Grarup er stykket oplagt at spille nu, fordi Erasmus Montanus samtidig med, at han har den faktuelle korrekte viden om verden, er arrogant og taler ned til beboerne i landsbyen. På den måde bliver han et datidigt billede på den vor tids ekspert- og politikerlede og splittelsen mellem land og by.

Mads Thygesen lagde sig fra første færd et andet sted: ”Jeg er slet ikke sikker på, at vi har brug for alle de klassikere. Eller at de rummer så megen eviggyldig sandhed, endda”, sagde han.

For ham er en opsætning af en klassiker først og fremmest et møde med den oplevelse som de nutidige kunstneriske greb kan tilføre de gamle tekster. Altså det som instruktør, scenograf, dramaturg, skuespillere m.fl. formår, og som han både i tilfældet Erasmus Montanus og Et vintereventyr var meget begejstret for.

I sin bog Ved gudernes bord skriver Katrine Wiedemann: ”Af og til findes det nye kun i det klassiske. Mesterværket findes kun i det klassisk bundne”. Taget for pålydende var Mads Thygesen først uenig, men efterhånden nuancerede han sit syn, og citatet peger da også på hans pointe: At det gælder om at grave guldet ud med de rigtige greb.

Alle tre gav på forskellig vis udtryk for at opsætningen af klassikere må begrundes i et ønske om at ville sige noget vigtigt til samtiden, ”For at besvare et vigtigt spørgsmål, undersøge noget”.

Katrine Wiedemann var den, der mest personligt fortalte om den helt personlige berigelse, men også smerte, ved at arbejde så intenst med dybe tekster.

Ida Grarup: ”For mig er det vigtigt at skelne mellem, hvornår en klassiker fortæller noget universelt om menneskets tilværelse, og hvornår den er aktuel. At man overvejer om det løfter fortællingen og budskabet i forestillingen, at det er en klassiker man arbejder med. Fortæller den klassiske tekst noget vigtigt vi kan bruge? F.eks. om moderne parforhold, flygtningekrise, danskhed el. lign. Og vil klassikerens fortolkning og pointe nå frem til publikum?"

Mads Thygesen afslørede en dyb kærlighed til Hamlet, som han bare må se enhver nyopsætning af, selvom han indrømmede også at kende til den sædvanlige Hamlet-irritation. ”Nu igen! Kan man virkelig sætte det op på en ny måde og ja det kan man i allerhøjeste grad!”, konkluderede han og anbefalede publikum altid at se nye Hamlet-forestillinger.

Sikke en dejlig salonstund. Og bagefter gik vi ud i solen. Nogle af os med grønt sand mellem tæerne….

I panelet sad:

Katrine Wiedemann – Reumert-nomineret instruktør
Ida Grarup – Reumert-nomineret scenograf
Mads Thygesen – Rektor, Ph.d., Den Danske Scenekunstskole, medlem af Reumert-juryen 

Moderator:
Jes Stein Pedersen – litteraturredaktør, Politiken

Reumert-salonen blev afholdt den 1. juni 2017 i Skuespilhusets foyer