Som tavs elverkonge gjorde han rollen til sin egen, unikke karakter, aktualiseret uden at miste guldalder-epossets brask og bram. Med nærvær og sans for det monstrøse udtrykte hans spændstige krop en moderne dekonstruktion af Elverhøj og en nødvendig bevidsthed om mytologien om en faustisk konge, der hersker ubønhørligt over sit rige.

Når han strakte armene ud, virkede det, som om han ramte selve himmelhvælvingen med sine fingerspidser. Publikum fornemmede en naturlig musikalitet, da han legede sig gennem de svære trin i fugaens mange variationer. Selv de vildeste piruetter blev udført med elegance, alt imens hans fødder strakte sig nysgerrigt. En åndfuld danser med karisma og sublimt overskud.