Jeppe på bjerget, Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni

Juryens motivation

Hvorfor drikker Jeppe? Næppe er spørgsmålet nogensinde blevet besvaret så frontalt og uden omsvøb. På Aarhus Teater stod essensen soleklar. Jeppe var en traumatiseret krigsveteran på samfundets tilsølede sofa. I et virvar af dansende cowboys, sabelslugere og verdensfjerne kunstnere løb en strøm af svirpende samfundskritik. Genial Holberg-opdatering.

Foto: Rumle Skafte

Øvrige nominerede

Les Misérables, Betty Nansen Teatret og Det Norske Teatret

Hver en skælven ved læben, hver en trækning ved øjenbrynet talte i denne sjæleflænsende tour de force gennem Victor Hugos roman. På en blotlagt scene trådte historien om godhedens slette betingelser i en brutal verden i forgrunden. Skuespillernes ansigter – usminkede og i nådesløst nærbillede – var eneste effekt. Tre timer med hjertet i halsen. Ikke ét minut for langt.

Drøm om efteråret, Aalborg Teater

Jon Fosses tyste tyngde og absolutte gehør for livets grundlæggende spørgsmål blev fornemt udkrystalliseret i et tilfældigt møde på en kirkegård mellem to ensomme hovedpersoner. I gentagelsens små rytmiske skred gestaltedes to liv hver for sig og sammen i forsøget på at finde frem til hvem de var. Et skæbnemøde på kanten af drøm og virkelighed i en gribende påmindelse om, at vi alle skal dø.