Unge Thorbjørn Hedegaard var Evan Hansen: indadvendt og nervøs i selv den mindste bevægelse. Smidigt skiftede han mellem alvoren, humoren og det følsomme og leverede et troværdigt og helstøbt portræt af den ensomme Evan, som gennemrystes af angst og kærlighed og håb og fortvivlelse i en bevægende fortælling om venskab, svigt og klassekamp.

Ubehag, forundring, fascination. Med sit nøgternt-kølige, næsten følelsesudslugte spil fremkaldte Durita Dahl Andreassen talrige modsatrettede emotioner. Ligesom Albert Camus’ tekst gør – endda endnu tydeligere. Alene på det lille plateau fangede hun publikums opmærksomhed, mens hun fortalte og spillede skæbnehistorien om at finde plads i verden.