Maria Rossing, Kejseren af Portugalien, Betty Nansen Teatret

Juryens motivation

Renæssancemennesket Maria Rossing gestaltede en hel landsby i den tragiske fortælling om faderen Jan og den højtelskede datter Klara Gulla. Ændringer i toneleje og gestik eller tilføjelser af rekvisitter markerede præcist og inderligt overbevisende skiftene mellem Selma Lagerløfs personer. En ubønhørlig familietragedie og en masterclass ud i skuespillets svære kunst.

Foto: by HEIN

Øvrige nominerede

Thorbjørn Hedegaard, Dear Evan Hansen, Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Lion Musicals

Unge Thorbjørn Hedegaard var Evan Hansen: indadvendt og nervøs i selv den mindste bevægelse. Smidigt skiftede han mellem alvoren, humoren og det følsomme og leverede et troværdigt og helstøbt portræt af den ensomme Evan, som gennemrystes af angst og kærlighed og håb og fortvivlelse i en bevægende fortælling om venskab, svigt og klassekamp.

Durita Dahl Andreassen, Den fremmede, Teatret Møllen

Ubehag, forundring, fascination. Med sit nøgternt-kølige, næsten følelsesudslugte spil fremkaldte Durita Dahl Andreassen talrige modsatrettede emotioner. Ligesom Albert Camus’ tekst gør – endda endnu tydeligere. Alene på det lille plateau fangede hun publikums opmærksomhed, mens hun fortalte og spillede skæbnehistorien om at finde plads i verden.