Mestersangerne i Nürnberg, Det Kongelige Teater, Teatro Real de Madrid og Nationalteatret i Brno

Juryens motivation

Generationsopgøret stod i lys lue i denne eminente iscenesættelse af Wagners eneste operakomedie. Med den gamle verdens forstokkede mestersangere forskanset bag en slidt billedramme var symbolikken tindrende klar. Men sprækkerne og alt det uskønne fik lov til at bestå som en modig opfordring til eftertanke. Dristigt, humoristisk – og sublimt velsunget.

Foto: Miklos Szabo

Øvrige nominerede

Figaros bryllup, Det Kongelige Teater

Mozarts elskede forvekslingskomedie fik fornyet liv i denne sprudlende opsætning. På en gigantisk trappeformation kæmpede grever og tjenestefolk for overlevelse i et snævert socialt hierarki, hvor man nemt kunne fare vild – eller dratte ned. Også sangligt var der meget på spil i de karismatiske udgaver af de velkendte ørehængere. En fuldendt fryd.

Tristan og Isolde, Det Kongelige Teater

Sjældent er Wagners monumentale kærlighedstragedie set mere sublim. Den enkle scenografi både forankrede og frisatte den gamle middelalderlegende. Fra den berømte Tristanakkord til Isoldes Liebestod måtte man som tilskuer betingelsesløst overgive sig til Wagners idé om ekstasen som operaens kulmination. En musikalsk triumf.