Nanna Cecilie Bang var alene på scenen. Fabulerende og causerende i sin evige vekslen mellem selvironisk udlevering og frygtsom eksistentiel angst. For følsom, forkert, for meget. I sin famlende talestrøm spejlede hun sig i Blanche og indfangede alletiders udsatte kvindeskæbner. Et charmerende generationsportræt med strejf af kapitalismekritik – og et fængslende manifest for magien.

Jenny var vild. Svømmede over Kattegat. Forcerede hele livet floder, stræder og havstrømme med svømmeglæde og selvsyn for, at intet var umuligt. I monologen møder vi Jenny. Fuld af fortælleglæde og nærvær. Crawlende i luften, fra toppen af en piedestal. I diskussion med mænd, som mangler tiltro og lykkelig foran folkemængden der hyldede hendes bedrifter. En brusende skildring af en ener.