I dag løftes sløret for de nominerede til dette års Brancheprisen – Årets Teater. Prisen gives til et professionelt teater eller scenekunstkompagni i Danmark, som har gjort sig særligt bemærket inden for årets Reumert-sæson. Modsat de andre priser under Årets Reumert, der nomineres og vælges af den siddende Reumertjury, er det Dansk Teaters medlemsteatre, der indstiller og stemmer om, hvem der får prisen. I år har branchen nomineret ni teatre til prisen.
De nominerede er:
- Mungo Park
- Betty Nansen Teatret
- Holstebro Teater og Dansekompagni
- Odsherred Teater
- Teater V
- Teatret Møllen
- Teatergruppen Batida
- BaggårdTeatret
- Dansehallerne
Brancheprisen – Årets Teater overrækkes af Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen d. 12. juni 2022 i Odeon i Odense til Årets Reumert 2022. Prisuddelingen arrangeres af Dansk Teater og CPH STAGE og er samtidig afslutningen på teaterfestivalen CPH STAGE 2022 og en del af fejringen af jubilæumsåret for Dansk Teater 300 år. Værtsduoen Rikke Bilde og Christopher Læssø vil føre publikum gennem et festligt, underholdende show med priser og musikalske indslag fra den danske scenekunst. Showet iscenesættes af instruktør Birgitte Næss-Schmidt.
Billetter til Årets Reumert 2022 kan købes via www.cphstage.dk eller www.billetten.dk. Prisuddelingen livestreames også direkte fra Odeon i Odense og kan følges her på www.aaretsreumert.dk