Duften af Betlehem, Teaterhuset Filuren

Duften af Betlehem, Teaterhuset Filuren. Foto: Bibi Berge

Juryens motivation

Sanserne smilede over den poetiske totaloplevelse af dufte, danse og sjælfulde ord. Frit efter Juleevangeliet sad vi, både små og store, som stjernekiggeren i bjælkehytten i den natmørke sandørken og drømte om lyset, der skulle fødes. Om hænder og næstekærlighed. Smukt.

Øvrige nominerede

Animals, Teater Meridiano og Teater Tix

Orwells dystopiske dyreverden var fuld af udtryksfulde skuespillere bag delikate dyremasker: Hårde hunde i et totalitært styre. Grise, der trynede – og får, der blev fængslet for mindre end et mæh. Kampen for retfærdighed bag de smækkende døre var sønderlemmende flot.

Hvis jeg bliver født som …, sART Danseteater og Team Teatret

Fede moves. Frække dansere. Og fascinerede børn, der genkendte deres egen legeverden. Skuldrene boblede så meget, at brystkasserne nærmest hoppede ud af kroppene. Men selvfølgelig var der nogen, der snød. Så var det om igen. Men det var sjovt alligevel. Så skal vi lege?