Han gjorde Shakespeares drilske alf uimodståelig med sine smidige muskler. Han sprang op og hang længere i luften, end det egentlig er muligt. Så gjorde han øjnene smalle. Smilede og strakte et ben ud langs gulvet – og drejede en fejlfri piruette. Flabet musikalsk.

En ædel danser på ægte tæpper. Men også en psykologisk danser med indre historier, der blev udtrykt i eksplosioner af bevægelser. Kærlig og liderlig – og ligeglad. Til sidst holdt han sig selv i knæhaserne og vuggede som en forladt gyngehest. Frygtindgydende sårbar.

Hendes ballerina forvandlede sig til svane, da hun trådte op på tåen i strakt balance. Så søgte hendes blik horisonten, og hendes lange ben drejede rundt om en perfekt balanceakse, mens armene bølgede forfærdelig smukt i dødsdømt længsel. En linjestærk svaneprinsesse.