Som et intetanende offerlam trådte Kurt ind i værtsparrets dystopiske ægteskab. Imødekommende, servil og ubekvem ved situationen blev han belejret af ægtefællerne på skift. Diplomat og sjælesørger på pinefuldt overarbejde, indtil han tumlede bort. Forrået og forslået.

Alle fortællingens tråde samlede sig i denne dobbelte faderfigur, der støttede og bar, forstod og tilgav. Uden at sætte sig selv i centrum blev han forestillingens naturlige anker. Et værdigt menneske midt i hetzen og alle ydmygelserne. En smuk og afklaret præstation.

Han var den perfekte ven, men chanceløs på slagmarken. Latteren sad fast i halsen på os, da hans blide, forelskede yngling trak heltens læderrustning over blondeskjorten for at lade sig slagte. En forsvarsløs, renfærdig sjæl indfanget som et møl i krigens brutalitet.