Med sit frydefulde, perverse blik og somatiske poesi forskød han det mytologiske drama fra det ydre til det indre. Med patriarken parkeret bagerst på scenen opløstes hierarkier, normer og grænser, så alle roller og kontrakter blev tvunget til forhandling. I en teaktræsstue blev sproget kød og lidelsen kollektiv, før døden lod sig besegle med blævrende budding.

Med slående overskud tegnede hun et nuanceret portræt af den aktuelle kløft mellem land og by uden at forfalde til en eneste stereotyp. Mens dukkerne stod for de trætte fraser og velkendte automatreaktioner, fik de menneskelige karakterer lov at fremstå befriende flerdimensionelle. Afrundet, afklaret samtidsteater fuld af omsorg.