Ragnarok, Den Ny Opera

Juryens motivation

Magisk, mørk og sanselig iscenesættelse om skæbnetråde, der bogstaveligt talt bristede. Ragnarok blev billedet på det totale sammenbrud, verdens gåen til grunde. Handlingen borede sig uundgåeligt ned i hævntørsten, jalousien og (selv)destruktionen, dog udfoldet i en ramme af åndeløs skønhed, kølig realisme og forjættende eventyr.

Foto: Lars Düwel

Øvrige nominerede

Written on Skin, Det Kongelige Teater i samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence, Den hollandske nationalopera, Opéra National Capitole Toulouse, Royal Opera House Covent Garden London

Skygger af det velkendte sammenvævedes i labyrintiske klange, båret virtuost af et stærkt spillende sangerhold. Man lod sig suge dybt ind i dramaet. Uden at overforklare blev konflikten formidlet gennem skærende musik og imposant scenografi, der bragte os helt ind i det menneskelige sinds mørkeste afkroge.

Asle og Alida, Det Kongelige Teater og Bergen Nasjonale Opera

De blændende sangere fik det optimale ud af kærlighedshistorien om to unge elskende og deres skæbnesvangre rejse, ikke mindst korpassagerne var underskønne i deres udprægede antiteatrale natur. Lige så uforfærdet var den iøjnefaldende spænding mellem en minimalistisk scenografi og historiens følelsesdrama.