Tommy Kenter er – som enhver ved – en stor og stærk fyr.
Men det er den lille mand, hans kunstnerhjerte banker for. Ham, hvis liv har taget en drejning, han ikke havde forudset og ikke helt forstår. Ham, der egentlig bare vil have fred til at overleve i sit hjørne af verdens kaos. Det kunne være soldaten Svejk. Det kunne være hans selvopfundne Alf Velling med y’erne og alpehuen. Det kunne være mælkemanden Tevye.

Tommy Kenter har gang på gang vist os, at disse underdogs er mere vise end de såkaldt kloge i samfundets top. Med den særlige kenterske troskyldighed og nærmest overjordiske poesi flyder disse små menneskeskæbner på en eller anden måde ovenpå i tilværelsens malstrøm. De overlever. Og man elsker dem for det – selv Svejk, der strengt taget er en sjuft. Kort sagt: Man skal være en dybt original scenekunstner for at ramme det menneskelige så rent. Så purt. Og det er Tommy Kenter.