”Jeg er nødt til at fortælle historierne, hvis andre skal forstå,” siger krigsveteranen Sara i din doku-dramatiske My Deer Hunter. Så hun beretter fra krigen. Og ikke mindst om, hvordan det er at komme hjem med en ødelagt sjæl og kæmpe for at finde en vej tilbage til livet. 

Men kære Tue – ordene kunne jo lige så vel være dine. For siden din debut på Bådteatret i 2000 har du alene og i markante arbejdsfællesskaber fortalt så mange historier, for at vi skal forstå. Forstå hinanden. Forstå, hvem vi er. Forstå, hvordan samfundet er, og ikke mindst forstå, hvordan vores valg og handlinger har konsekvens for de mennesker, vi deler verden med. 

Du er en kunstner, der vil forandre verden med dine værker. Og du sætter scenekunsten i spil som katalysator for en større sag. Du giver ordet til de mange og til dem, vi helst ikke vil høre: De ​højreradikale, de venstreorienterede, de rige, de fattige, hjemløse, migranterne, minoriteterne, børnene, de unge og de gamle. 

Du er en first mover. Altid nysgerrig. I evig udvikling og på forkant med de nyeste greb. Du får os til at lytte, være med og mærke de medvirkendes historier, når du orkestrerer scenekunsten med æstetisk perfektion og kunstnerisk spidsfindighed. Du er befriende politisk ukorrekt. Provokerer, når du underholder, bevæger og betager os med svimlende stor empati for dine medmennesker. Du lader verdenshistorien trække tråde til, hvem vi er i dag. Bruger virkeligheden og populærkulturen som afsæt for en samtidskritik og som reference til at kaste et fornyet blik på det samfund, vi er del af, men ikke altid vil se eller kende til. 

Du genskabte fx Leni Riefenstahls nazistiske propagandafilm Viljens Triumf og lod os heile for på egen krop at mærke, hvor let det er at marchere i flok. 

Mens samfundets sociale slagside fik et nyt refleksionsrum, da børnene i Mod alle Odds fortalte os om sig selv. Og med afsæt i Danmarks statistik kunne gisne om den fremtid, de vil få – og som bestemt ikke er lige for alle. 

Du skabte debat, da du i Rocky – taberens genkomst lod Dansk Folkepartis Cheanne Nielsen gå på scenen og forklare sit syn udlændingedebatten. Altså samme Cheanne Nielsen, som kort forinden var blevet politianmeldt for at udtale, at udlændinge »sviner, svindler, stjæler, voldtager, og dræber«. Næppe en holdning, der vækker genklang hos majoriteten her i salen. Og da slet ikke hos publikum på Husets Teater! 

Men du insisterer på, at dialog er vejen frem. Og du overbeviste – i hvert fald nogen af os. Om ikke andet fik du pirket til vores grænser for tolerance som hos kvinden, der forlod salen med ordene ”Det her har jeg ikke betalt for”.  

Udover din stærke medmenneskelighed er du også en kunstnerisk fornyer og foregangsmand. Du griber nuet og de formater og teknikker, som bedst lader folks fortællinger få en kunstnerisk form. 

Du rykkede lynhurtigt til Zoom og forvandlede fluks fem monologer til en levende digital-kollage i Alt er umuligt. Lod verden komme helt tæt på med din digitale Avatar Me, hvor vi online og live fik lov at overtage en fremmed persons liv – i mit tilfælde – den sydafrikanske kvinde Lillians. Og jeg kunne for en kort stund opleve, hvordan det er at være kvinde i et land, hvor der med Lilians egen ord er: ”Større chance for at blive voldtaget end at lære at læse, og hvor der hver tredje time myrdes en kvinde”. Så hvad ville jeg vælge, da vi skulle på tur: ”At spadsere med risiko for at blive voldtaget eller køre i bil og blive highjacked?” 

Kære Tue, din alsidighed og kunstneriske styrke er enorm. Bliv ved med at fortælle os de historier, der flytter os som mennesker. Og styrker vores forståelse af hinanden. Vi har brug for at høre dem – og du kan som få give dem kunstnerisk kant og bryde igennem til vores hjerner og hjerter som det legende og tænkende menneske, du er.