Med scenisk autoritet og altgennemtrængende grådighed tegnede hun et flammende portræt af en kvinde, der ikke ville nøjes. Begæret trak i hver fiber af Constance, som smeltede ned over sengen, vred sig hen over gulvet, skælvede i lyst og frihedslængsel. I denne opdaterede feministiske version fik kroppen lov til at tale med glubsk stolthed i et æggende manifest for kvindens autonomi.

Som den lidenskabelige rimsmed Cyrano sprudlede han med dragende energi fra første færd. Uden teaternæse, men med en enestående ægthed ejede han scenerummet i en evig vekslen mellem forfører og fornærmer. Fra spydig retoriker til såret kærlighedskriger. Hvert rim antændte en ild. ”Hvem er det, vi skylder tak? Cyrano de Bergerac!”