Iscenesættelsen af Unica Zürns lussing af en roman om pubertetsbegær og faderkomplekser var båret af visionært mod. Helt oppe fra stigens øverste trin blev replikker og bevægelser flettet sammen til en gryende seksualitet. Et hovedspring ud i begæret – og dødsdriften.

Sjældent har en instruktør svøbt alle sine karakterer så nænsomt og kærligt som i denne barske fortælling om livet efter AIDS. Hans menneskekloge iscenesættelse gjorde skuespillerne så trygge, at de lod os komme helt tæt på alt det svære. Fortroligt og uforglemmeligt.

Med usædvanlig sikker hånd førte hun Bertolt Brechts magtkritiske drama ind i nutiden. Hun lod kameraer tage kampen op med teatret, mens skuespillerne gik ind og ud af fiktionen og virkeligheden, så vi blev snigløbet af hendes teatertricks. Forfriskende og forvirrende.