Hendes sjæl var evigt flakkende mellem selvbedrag og længslen efter fortidens rigdom. Imens vaklede hun rundt som beregnende offer i sydstatsvarmen – sitrende smuk, men dødsensfarlig for alle, der nærmede sig hendes sultne krop. Ubærligt skrøbelig, uforglemmeligt magisk.

Hun triumferede fra sin bunke af skrald i rollen som fattigdomsdivaen Anita. Generøst viste hun os den syge og hjælpeløse kvinde lige så ugenert, som hvis vi havde været hendes sosu-hjælpere. Åh, du rasende Anita med det store hjerte. Hvad skal vi nu gøre uden dig?

Hold op, hvor var hun irriterende, som hun sad dér ved familiemiddagen mellem sine voksne døtre og blandede sig i alting! Og hold op, hvor var hun fascinerende! Den enorme vrede hobede sig op under hendes store sweater. Kun afbrudt af en hævntrang til at spise kager.