Kejseren af Portugalien, Betty Nansen Teatret
Juryens motivation
En enestående forestilling, der gjorde en hel landsby levende gennem én eneste skuespiller, der optrådte på et tæppe af uendelig smukt komponeret lyd fra vokalensemblet. Med overlegen hånd og sylespids sans for skiftende stemninger blev Selma Lagerlöfs ubærlige historie forløst hen mod den tragiske afslutning.
Foto: Camilla Winther
Øvrige nominerede
De vilde kaniner – Teaterkoncert Gnags, Østre Gasværk Teater
Gnags’ syrede tekstunivers blev formidlet i en sammenhængende historie befolket af uforlignelige sangere – og med et klart budskab. Oppustelige kæmpekaniner og en flyvende båd skabte et uimodståeligt overflødighedshorn af gakket satire og understregede den psykedeliske vildskab og folkelige hyldest til fællesskabet.
Teaterkoncert Thomas Helmig, Aarhus Teater og Aarhus Festuge
Fabulerende og uforfærdet musikalsk patruljering gennem det aarhusianske ikons toner, tekster og levned. Det velspillende og flot syngende ensemble bevægede sig lydefrit fra storladne kompositioner til dansevenlige duetter. Meget skulle vi igennem, før den røde aftensol kunne sænke sig over Aarhus og dets kendte bysbarn, der altid vil minde os om, at kærligheden findes.
