Flammenwerfer, Hotel Pro Forma og Malmø Live Konserthus
Juryens motivation
Et rædselskabinet af psykiatriske lidelser blev forvandlet til en flammekaster af ufattelig skønhed. Mellem svajende palmer, vilde elefanter og victorianske kvinder mødtes det kliniske og det kunstneriske. Det fabulerende og det stiliserede. Mørket og lyset i en bøn om indre fred. Et helstøbt kunstnerportræt, der satte sig i sindet, og som sidder der endnu.

Foto: Emma Larsson
Øvrige nominerede
The Last Ship, Østre Gasværk Teater
Skibet var ladet med skæbner. Drømmere, digtere og drukkenbolte i fælles kamp for værftets overlevelse. Klassekampen i en trøstesløs engelsk havneby blev akut vedkommende i denne gribende arbejdermusical om menneskets stræben efter værdighed. Naivt, måske. Men da det sidste skib stævnede ud, stod vi alle ved rælingen med fornyet håb.
Folkeviser, Betty Nansen Teatret
En forblæst hede med vældige gravhøje, en tåget vildmose, hvor man nemt kunne forsvinde i den sumpede jord. Ud af tågerne trådte nogle skikkelser frem. Var det folketroens naturånder eller det rene tankespind, længslens og angstens fantasifostre? I denne forførende musikforestilling blev folkeviserne ikke bare støvet af – de blev sexede igen.