Dramaet var skåret ind til benet, fortættet til en minimalistisk, men alligevel pompøs scenografi, der gav de store følelser plads til at dominere. De enkle rum og stærke sangere fik Tjajkovskijs klassiker til at stå helt rent som voldsomt gribende tragedie.

I fængselsomgivelserne foldede Josefine Opsahls smukke musik sig langsomt, men sikkert ud og slog til sidst nådesløst til, så ensomheden føltes overvældende. Her var ikke bare tale om en stærk opera, men et rørende menneskeligt møde, der tog dig i hånden i mørket og hjalp dig ud i lyset.