Med sit intense og foruroligende portræt af et kældermenneske føjede han nye sider til sit uomtvistelige talent. Ubesværet vekslede han mellem det påtrængende fortrolige og hånlig foragt og fik Dostojevskijs ikoniske karakter til at fremstå påtrængende og diabolsk. Som publikum blev man konfronteret med aktuel maskulinitet i sin mest forskruede form.

Fra en dragende indføring i hvalens anatomi til dødskamp på dyrets ryg var han det pulserende centrum i en monstrøs fortolkning af en vanskelig roman. Svingende mellem vanvid og episk udmattelse formåede han at gestalte en overmenneskelig og umenneskelig monomani, der ekkoer i nutidens verdensorden.