Når dansk scenekunst i år fejres med prisuddelingen Årets Reumert 2022 i Odeon i Odense den 12. juni, bliver det værtsduoen Rikke Bilde og Christopher Læssø, der i front guider publikum gennem aftenens festligheder. Bag showet står instruktør Birgitte Næss-Schmidt. Showet er samtidig en del af fejringen af jubilæumsåret for Dansk Teater 300år.
Billetter kan købes fra i dag via www.cphstage.dk eller Billetten.dk.
Årets Reumert er scenekunstbranchens mest prestigefyldte pris og markerer afslutningen på teatersæsonen med et stort prisuddelingsshow. Prisuddelingen fejrer og hædrer kunstnere og forestillinger fra årets vidtfavnende udbud af nyskabende og fremragende scenekunst fra alle genrer og af højeste kvalitet.
Når årets Reumertpriser i år uddeles, bliver det for andet år i træk i Odeon i Odense, mens det er første gang, at værtsduoen skuespiller Rikke Bilde og Christopher Læssø optræder sammen på scenen.
Musikalsk værtspar hylder dansk teater
Rikke Bilde er Reumertbelønnet skuespiller af flere omgange. I 2007 modtog hun Årets Reumerts talentpris og har siden medvirket i adskillige teateropsætninger rundt omkring i landet og spillet roller på tv og film. Hun startede sin karriere som en del af ensemblet på Mungo Park og er i dag en del af det prisbelønnede kunstnerkollektiv Sort Samvittighed, der bl.a. står bag flere anmelderroste og Reumerthædrede musikforestillinger. Christopher Læssø er en talentfuld skuespiller og tv-vært. Gennem årene har Læssø medvirket i flere store film, tv og teaterproduktioner. Han har bl.a. haft titelrollen i Robin Hood samt medvirket i Mød mig på Cassiopeia på Folketeatret, hvor han netop nu er aktuel i Oh Happy Day i rollen som gospelkorlederen Jackson. Læssø er desuden kendt for sin værtsrolle på Danmark Har Talent og Den Vildeste Danser på TV 2.
Nu forenes de to musikalske og underholdende skuespillere som værtspar på scenen ved Årets Reumert 2022.
Rikke Bilde udtaler: Jeg glæder mig altid til Reumert – og særligt i år, hvor jeg har fået den store ære at være vært i selskab med Christopher Læssø ved den 24. Reumert-prisuddeling. Jeg tror det bliver sjovt at stå i spidsen for denne festlige aften.
Christopher Læssø tilføjer: Det er første gang, at Rikke Bilde og jeg arbejder sammen, og jeg glæder mig meget til at fejre og hylde dansk teater i hendes selskab. Det er vigtigt, at vi anerkender scenekunsten og de præstationer og produktioner, der skiller sig ud med en kæmpe fest!
Med sig ved roret har de en af Danmarks dygtigste og mest benyttede instruktører og koreografer Birgitte Næss-Schmidt. Det er langt fra første gang, at Birgitte Næss-Schmidt har en finger med i spillet ved Årets Reumert. Det er nemlig sjette gang, at hun er med til iscenesættelsen af Årets Reumert, tredje gang som instruktør. Årets Reumert 2022 vil byde på et festligt, underholdende show med masser af priser og musikalske indslag fra den danske scenekunst.
Køb billet til prisuddelingen eller stream direkte
Uddelingen af Årets Reumert 2022 bliver i ODEON i Odense søndag d. 12. juni kl 19.00.
Prisuddelingen arrangeres af Dansk Teater og CPH Stage og er samtidig afslutningen på teaterfestivalen CPH STAGE 2022 og en del af fejringen af jubilæumsåret for Dansk Teater 300år.
Billetter til Årets Reumert 2022 kan købes fra i dag via www.cphstage.dk eller Billetten.dk. Prisuddelingen livestreames også direkte fra Odeon i Odense og kan følges på www.aaretsreumert.dk
Nomineringerne offentliggøres den 27. april
Onsdag den 27. april mødes Reumert-juryen for at nominere de bedste præstationer fra den forgangne sæson. Offentliggørelsen af de nominerede kan efterfølgende ses på www.aaretsreumert.dk