Kim Hammelsvang, Miss Saigon, Det Ny Teater
Juryens motivation
Hvor langt kan en stemme strækkes? Omtrent så langt som hos hans skruppelløse og opportunistiske natklubejer. Bag den manisk omskiftelige vokal hørtes den hensynsløse drift efter at komme væk fra Vietnam-krigen og skuffelsen over at være efterladt. Dristigt og drevent.
Øvrige nominerede
Sara Gadborg, Grease, One And Only Musicals, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro
Hun sparkede døren ind til nostalgifesten med sin prægtige, udanske diva-lyd og overlegne, stemmemæssige råstyrke. Hendes legende fraseringer blæste salen omkuld, og Beauty School Dropout blev et overraskende højdepunkt i forestillingen. Kort – og bragende flot!
Magnus Vigilius, Siegfried, Den Ny Opera
Han havde det hele: Scenisk nærvær, vokalt temperament og klar dramatisk retning. Dannelsesrejsen fra ungt skvat til dirrende førsteelsker kulminerede i sidste akts elskovsmøde. Stemmen slog gnister – som det sværd, han fik smedet til drabet på dragen. Funklende flot.