Mikkel Becker Hilgart, Vi betaler ikke!, Nørrebro Teater

Mikkel Becker Hilgart, Vi betaler ikke!, Nørrebro Teater. Foto: Emilia Therese

Juryens motivation

Det humoristiske niveau nåede svimlende højder med hans mange gakkede karakterer. Ubesværet og adræt i både den fysiske og verbale komik fik han publikums grin til at rulle helt nede fra maven. Tænk, at være sjov!

Øvrige nominerede

Maria Rossing, Edward II, Betty Nansen Teatret

Hun var rasende underholdende og dragende i al sin gru som den hævntørstige dronning, der kynisk skreg sin jalousi ud i kalkulerede følelsesudbrud. Den magtsyge manipulator havde et imponerende udvalg af græde-grimasser. Hun var svær at elske, men utrolig nem at grine højt af.

Anne Plauborg, Jane Eyre, Aarhus Teater

Hendes Bertha var vidunderligt fandenivoldsk. Som en ustandselig lavine gik hun fra himlende øjne og uhyggelige, hånende grin i kulissen til desperate vanvidsskrig. Mærkbart til stede selv i skyggerne og bag aflåste døre og umulig at overse.