Symphony of Solitude — S.O.S., Mør Collective

Symphony of Solitude — S.O.S., Mør Collective. Foto: Trine Brandt Nyhede
Juryens motivation
Ensomhedens inderste væsen som surreel, sansemættet og poetisk musikperformance. En kvinde, en mand og to tavse mus var fanget i et evigt spindende skæbnehjul i en verden af Twin Peaks-uhygge, 50’er-interiør og Edward Hoppers ensomme karakterer. Smukt og ubærligt.
Øvrige nominerede
Hekseundersøgelsen, Teater Momentum
Langt væk fra traditionel scenekunst satte forestillingen sig i kroppen og i hjernen som nytænkende lydfortælling. Publikum blev selv en del af den uhyggelige historie, og resultatet var pirrende og gysende.
Orfeo, Sort/Hvid og Copenhagen Phil
I Kødbyen åbenbarede dødsriget sig som lige dele hjemsøgt galeanstalt og mytologisk pulterkammer. Monteverdis renæssanceopera mødte moderne totalteater i en uafrystelig dødsrejse uden udgang. Billederne brænder med usvækket kraft.